Uge 15/2021
  • Vin under 100 kr.
  • Vine over 100 kr.
  • Nyhedsbrev
  • Kontakt
  • Restaurantanmeldelser
- I sejren fortjener jeg det. I nederlaget har jeg brug for det! (Winston Churchill om Champagne)

ss

Restaurantanmeldelser med Hanne Birgitte og Anders Grøndahl


RESTAURANT-ANMELDELSE:

Complimenti til Tisvilde Kro


Stor var min overraskelse, da Paolo rakte mig menukortet på Tisvilde Kro. Et vennepar havde varmt anbefalet stedet som værende meget italiensk inspireret, og de have sat trumf på ved at invitere os derop. Da de er inkarnerede livsnydere, var vores forventninger store.
Men at tjeneren var italiensk med alt hvad det indebærer af charme, kultur og professionalisme, og at kortet rummede specialiteter som for eksempel vongole (hjertemuslinger), Burrata med grillede jomfruhummer, Fritterede zucchiniblomster med baccala (klipfisk) og Tagliatelle med japansk wagyu-oksekød, tragtkantareller, chili og sprød bladselleri, det fyrede i den grad op under min italienske gane.
Det var som at være hjemme igen. Nærmere bestemt i Piemonte eller Ligurien, de to nordlige regioner som lige nu har den gastronomiske førertrøje i landet. For os, der ikke har været syd for København siden C satte ind, blev det årets bedste aften i byen. Tænk at vi skulle genfinde rytmen og smagen på toppen af Nordsjælland. Nok holder jeg af min hjemegn, men det her havde jeg havde ikke troet var muligt.
Tilmed var retterne perfekt udførte. Alt var ægte italiensk. Smukt, let, enkelt, stimulerende og skabt efter landets hellige gastronomiske skrifter, hvor hver råvare får lov til at tale for sig selv uden overdreven pynt.
Vinlisten er desuden spændende at gå på opdagelse i med ædle flasker fra Italien, USA, Tyskland og Frankrig.
Vi drak spansk Cava, fransk Bandol Rosé og smovsede i en rød Bourgogne fra Marsannay, den nordligste appellation i Cote de Nuits. Og vi sluttede af med en potent kop espresso.

Complimenti til vært Henrik Damgaard, til italienske Barbara og Paolo, til den unge kok Dominique og den søde servitrice, hvis navn jeg ikke nåede at fange midt i den muntre samtale.

Tisvilde Kro, Hovedgaden 55, Tisvildeleje
Tlf. 48 70 70 74, info@tilsvildekro.dk
Åben torsdag 18-24 og fredag-søndag 12-24










Tilbage til toppen

Anders Grøndahl, Højvejen 46 Munkerup, 3120 Dronningmølle