Gigondas?
Bourgogne?
Nej, det var en
Cotes du Rhone.

Belært af positive erfaringer med at gemme nogle gode årgange af ganske almindelig Cotes du Rhone rødvine til senere fornøjelser, var vi en gruppe vinnørder, der mødtes til en god middag forleden.
Smageglassene var sat frem, og i flaskerne foran os havde vi en perlerække af vine fra forskellige topavlere i årgangene 2015 – 2021, alle pakket ind i sølvpapir, så ingen vidste, hvilken vin vi smagte på. Stort set alle fremragende eller i det mindste virkelig gode årgange i den sydlige Rhone-dal.
Vi havde vel givet cirka 90 kroner for dem i gennemsnit, og drømmen var som altid, at modningen og tidens fylde ville berige os med aroma og smag, der ellers kun findes i dobbelt så dyre eller tre gange så dyre vine.
På etiketterne kendte avlere som Guigal, Des Tours, Roger Sabon med flere.
De bestod alle med glans.
Kvalitetsniveauet er forbløffende højt og stabilt i Rhone-dalen. Mange af vinene smagte vitterligt langt bedre og mere raffinerede end de skallede 90 kroner, vi havde givet i gennemsnit pr. flaske, lod formode. Modne, teglstensfarvede og dybe for de ældste vedkommende, mens 18, 19 og 20 var godt på vej.

96 point til Sabon

En avler stak dog helt af.
- Helt ærligt. Frigør jer lige fra temaet. Det her smager sgu da af ædel Gigondas, lød det fra en af smagerne.
- Ja, eller en krydret moden Bourgogne Gevrey-Chambertin? Men det var en 2019 Cotes du Rhone fra Domaine Roger Sabon i Chateauneuf-du-Pape.
Nu er det årgang 2021, der er på markedet, og jeg har hentet mine 12 flasker, da jeg finder Sabons vine meget elegante og stilfulde. Vinen føres i Meny-kæden og kan også købes på det nye site: shop.meny.dk! til 94 kroner pr. flaske ved køb af tre styk.
Til prisen er det en vin, der bør have sine 96 point på Parkers berømte skala.

Tre frokoster i Bologna - den samme dag

Nogle skal jo påtage sig det arbejde.
Vi havde netop sagt farvel til en gruppe livsnydere og læsere, som vi havde vist rundt i Bologna, og nu havde vi en dag for os selv til at hvile ud i, gense venner og prøvespise et par restauranter til min næste guide.
Hvile ud?
Det blev der ikke meget af med mindre man kalder sybarisme for at hvile ud.
Noget af det berigende ved at opholde sig i en by som Bologna er dens insisterende livsnydelse og kvalitetssans. Man ser det overalt på sine slentreture i byens arkadegange, den ene skønnere og mere visuel frydefuld end den anden.

Folket er velklædt.

Man nyder nu’et på cafeer, restauranter, på torve og i de talrige delikatesseforretninger, hvor hjemmelavede tortellini, saltede og masserede og tålmodigt lufttørrede skinker kappes med eliksirer som den ægte Aceto Balsamico fra nabobyen Modena og udsøgte olivenolier om publikums opmærksomhed.
Dyre, håndlavede lækkerier, der nødvendigvis ikke kan sælges til flade danske discountpriser. Men folket vil det her. Hellere en pære ned fra loftet i en ydmyg lejlighed, hvis maden på bordet til gengæld er sublim, og fællesskabet inspirerende.
Det kan sammenfattes i blot et ord.
Smag.

Aftenen før havde vi været hos Roberto og Antonio, samt kokken Marco. Ved bordet udendørs i den lille, lune smøge, hvor Trattoria San Pietro ligger, var det som at komme tilbage til gamle dages Rom, blot på et højere gastronomisk niveau.
Det måtte bare ikke blive sidste gang i denne runde.
Ganske vist havde vi i forvejen to frokostaftaler på afrejsedagen, men med lidt kreativ bogføring satte vi et nyt gastronomisk program. Man skal høste, mens kornet er modent og tørt. Hjemrejsen var først klokken 20.05 med ankomst til København 21.45.
En time og 45 minutter.
Men en verden til forskel.
Planen kom til se således ud og blev udført på følgende måde:

Kl.12.00- 13.00
En halv flaske Pignoletto hvidvin, mere snak om livet med Roberto og Antonio, samt forretter med lokal Mortadellapølse, Parmesan og hjemmebagte små fladbrød på den hvide stofdug hos San Pietro. Solen lyste igen over det lille stræde ganske tæt ved Via del Indipendenza Trattoria/Pizzeria San Pietro
Via de Gessi 5, Tlf. 051 0954772. Lukket onsdag.

Kl. 13.15-14.15
Fyrsteligt til bords i Donatello’ s fine gamle sale i Via Agusto Righi. Overtjener Carlo serverede hønsekødssuppe med små hjemmelavede Tortellini og en halv flaske Pignoletto, som nu var i den mousserende, friske udgave.
Værtinden Caterina ville byde på kaffe og Amaro, men Carlo konstaterede ikke uden morskab:
- Nej, nej, de skal videre til den næste frokost.
- Dalla Madonna, lød svaret. – Det er seriøse folk.

Kl. 14.20-16.30
Hos værterne Luca og Mr. Colombo i det gamle trattoria Biassanot, hvor vi sludrede videre med de to originaler og nød husets fremragende lasagne (til mig) og møre Ossobuco i tomatsauce (til Hanne Birgitte). Hertil en halv flaske Chianti Classico fra San Felice. Bagefter delte vi en dessert, som vi fik opskriften på til brug for vores madkurser. Måltidet blev afsluttet med kaffe og Amaroer (Del Capo fra Calabrien).
Trattoria dal Biassanot, Via Piella 16a. Tlf. 051 26 07 88. Lukket søndag aften.

Se det er seriøst arbejde i timerne før vi kørte ud til lufthavnen. Som min gamle ven, mad og vinskribenten Andreas Dalgaard fra weekendavisen, altid pointerede:
- Husk.
- Bjerge skal ses nedefra, kirker udefra, kældre ovenfra og kroer indefra!

OBS: Der er copyright på denne artikel, som indgår i min kommende livsnyderguide. Denne udkommer primo 2023.